Luft til luft-varmepumpe

Hent billig varme ud af luften til det lille hus eller sommerhuset

● Udnyt varmen i udeluften året rundt
● Kræver ikke radiatorer eller gulvvarme og ingen store indgreb
● En nem erstatning for elvarme i f.eks. sommerhuset eller andre mindre huse
● Reducerer dine varmeudgifter med langt over 50 procent
● Tjen investeringen hjem på ned til 2 år
● Installeres nemt og hurtigt

Drop elvarmen i for eksempel sommerhuset og vælg i stedet en luft til luft-varmepumpe. Så sparer du hvert år langt over halvdelen af din varmeregning. Samtidig giver du klimaet en hjælpende hånd, for luft til luft-varmepumpen kan også reducere CO2-udslippet til boligopvarmning til mindre end det halve. Hvis du bruger den i sommerhuset, er det også en billig og meget effektiv måde at holde huset frostfrit (eller lunt) og slippe af med skimmel og dårlig lugt, fordi den både varmer og sætter luften i cirkulation.


Færdig med dyr elvarme

Ruth og Niels Kilbinger har stort set ikke haft deres elradiatorer tændt, siden de fik installeret en luft til luft-varmepumpe for 2 år siden i deres sommerhus ved Roskilde Fjord. Det har minimeret elregningen og givet bedre indeklima.

Læs om de praktiske erfaringer med luft til luft-varmepumpen i sommerhuset.


Luft til luft-pumpen kan dog også bruges i små helårshuse, i butikker eller til f.eks. en etage i et større hus, og den er nem og relativ billig at få installeret. Faktisk kan investeringen ofte tjene sig hjem på blot 2 år, men en luft til luft-pumpe i god kvalitet holder typisk i mindst 12-15 år, så det er en rigtig god forretning.

Luft til luft-varmepumpen udnytter varmeenergien i udeluften – også i den kolde årstid. Den består af to dele, en udedel og en indedel (der fungerer som en slags avanceret varmeblæser) forbundet med et rør med kølemiddel. Selv på de koldeste vinterdage kan luft til luft-varmepumpen levere en behagelig indetemperatur med et lang lavere elforbrug end elvarme.

Den er normalt ikke egnet til at opvarme mange, adskilte rum, men kan dog godt nå ganske langt ud i tilstødende rum i et sommerhus. En mulig løsning er at få installeret såkaldte multisplit-units (multi-varmepumpe), hvor flere indedele kobles på én, fælles udedel. Men i større huse er det normalt bedre at vælge en anden vedvarende energiløsning, for eksempel et jordvarmeanlæg eller en luft til vand-varmepumpe.


Vælg den rigtige slags varmepumpe til dit hus

Vælg den rigtige slags varmepumpe til dit hus

Der findes tre typer varmepumper, du kan overveje til dit hus. Her får du en kort guide til valget.


Jordvarme:
Den mest effektive type og velegnet til boligopvarmning og varmt vand. Kræver et tilgængeligt haveareal af en vis størrelse til nedgravning af jordslanger.


Luft til vand-varmepumpe:
Velegnet til boligopvarmning og varmt vand. Ikke helt så effektiv som jordvarme, men et godt alternativ ved manglende haveareal til jordslanger.


Luft til luft-varmepumpe:
Kun til boligopvarmning. Bedst egnet til små huse i ét plan, men kan tilpasses til større boliger. Et rigtig godt alternativ til elvarme.

Luft til luft-varmepumpen kan heller ikke bruges til at opvarme brugsvand, så der skal du supplere med for eksempel en elvandvarmer eller et solvarmeanlæg.

Men forudsætningen for at få den fulde glæde af en luft til luft-varmepumpe er, at dit hus er velisoleret. Er det ikke tilfældet (se eventuelt husets Energimærkerapport), skal du først af alt efterisolere boligen. Ellers får du væsentlig mindre effekt af varmen og får større strømforbrug.

Her får du en grundig introduktion til fordele og ulemper ved en luft til luft-varmepumpe i din bolig. Det giver dig et godt grundlag for at tage stilling til, om det er noget for dig, hvad du skal købe, hvad det koster, og hvordan du kommer i gang:

Sådan virker en luft til luft-varmepumpe
Så meget kan du spare på varmeregningen
Hele processen fra tilbud til færdigt arbejde
Disse fordele opnår du



 

Kontakt: Center for Energibesparelser, kunderådgivning | sparel@sparel.dk | Tlf.: +45 70 26 90 09